Et stort flertal blandt politikerne i Norddjurs kommune har stemt for en bevilling på 15 millioner kroner til en udbygning og gennemrenovering af Kattegatcentret, men det er en ”tåbelig beslutning” midt i en økonomisk krise, mener LA-politiker.

Af Emil Borup Rokkjær

Kommunalbestyrelsen i Norddjurs kommune traf en kontroversiel beslutning den 19. marts 2019, da et stort flertal stemte for en driftsbevilling på 15 millioner kroner til Kattegatcentret. Den såkaldte Masterplan skal udvide centrets skoletjeneste, skabe et unikt pingvinanlæg og så skal Kattegatcentret gennemrenoveres for første gang, siden det blev bygget i 1993.

Beslutningen kommer midt i en økonomisk krise, da det er kommet frem, at kommunen mangler 115 millioner kroner årligt i budgetterne for 2019-2022.

Michael Vejlstrup, som er kommunalbestyrelsesmedlem for Liberal Alliance, valgte at trække sig fra finansforhandlingerne i protest mod beslutningen.

”Det er en tåbelig beslutning, tidspunktet taget i betragtning. Vi fyrede 80 medarbejdere måneden før, og så vælger vi at afsætte 15 millioner til Kattegatcentret”, siger Michael Vejlstrup, der mener, at pengene hellere skal bruges på skoler og ældreplejen, som har været under sparekniven de seneste år.

Michael Vejlstrup mener, at Kattegatcentret får økonomisk støtte på bekostning af borgernes velfærd.


Men ifølge Helle Hegelund Knudsen, som er direktør for Kattegatcentret, har hverken kommunen eller Kattegatcentret råd til at vente med bevillingen. Fondene A.P. Møller og Realdania er nemlig klar til at lægge et samlet beløb på 25 millioner kroner i projektet, og hvis kommunen tøver meget længere, risikerer Kattegatcentret, at fondene trækker tilbuddet tilbage.

”Vi er nået til en skæring, hvor fondene vælger at trække deres bidrag, hvis ikke kommunen godkender bevillingen nu. Hvis vi ikke fik det her tilskud fra fondene og kommunen, ville projektet aldrig blive til noget”

Helle Hegelund Knudsen kan dog ånde lettet op, da afstemningen i kommunalbestyrelsen viste, at 20 var for den kommunale bevilling – S, SF, DF og fire fra Venstre. Syv stemte imod, K, LA, EL og to fra Venstre.