Artikelgryden

Valdemar har diagnosen infantil autisme, en medfødt psykologisk udviklingsforstyrrelse, der påvirker alt hvad han tænker, siger og gør i mødet med andre mennesker. Online computerspil har givet ham muligheden for at styrke sine sociale evner og danne vigtige relationer til andre børn.

Af Emil Borup Rokkjær

Høje kliklyde fra et tastatur oplyst af grøn LED-lys. Musen føres målrettet rundt på den ekstra store musemåtte, imens venstreklikfunktionen presses til det yderste. Skærmen foran kan for den uindviede ligne det rene kaos. To arme svæver rundt i en farverig verden med, hvad der ligner en føntørrer, der skyder med iståge i hænderne. Der er mærkværdige lyde og eksplosioner. Andre spillere råber instruktioner og fornærmelser gennem deres mikrofon på et fremmed sprog. Mylderet gør et pludseligt holdt, da et projektil rammer karakteren med føntørreren.
Valdemar frigør sit ene øre fra sine hovedtelefoner og smiler.

”Man skal ikke græde over at man dør, man skal grine over at man fik lov til at leve”, siger han og vender derefter opmærksomheden tilbage mod computerskærmen.

Valdemar er ikke “bare sin egen”

Valdemar er 11 år, hans yndlingsbeskæftigelse er computerspillet Overwatch og sidste år fik han stillet diagnosen infantil autisme. Hans forældre har mange år forinden vidst, at deres barn var anderledes, men er gang på gang blevet forsikret om, at han ”bare er sin egen” af pædagoger og folkeskolelærere.

Autisme er en medfødt forstyrrelse i hjernens udvikling, som påvirker opfattelsen af omgivelser, og måden man omgås andre mennesker på. Personer med autismespektrumforstyrrelser (ASF) kan have svært ved at afkode sociale samspil. I Danmark er omkring 70.000 mennesker diagnosticerede med autisme, og statistisk set kender alle danskere fem personer med autisme. De autistiske karakteristika optræder forskelligt i intensitet og påvirker derfor mennesker på mange forskellige måder.

Kunsten at tale og spille samtidigt

Hjemme foran skærmen har Valdemar fået selskab af sin otteårige lillebror, Albert. Han har sat en stol støt op af sin storebrors og rokker lidt uroligt, imens han kommenterer på spillet.

”Jeg synes det er smart, det du gør der”

”Valdemar! Du kan bruge isstormen nu”

Han skal til at svare, men bliver afbrudt af sin ivrige lillebror. Valdemar udstøder et skingert skrig, som får Albert til kort at stoppe sine spørgsmål. Når der igen er ro i rummet, forklarer han sin lillebror, at det ikke er en isstorm, og at det er en anden spiltype end den han plejer at spille. Albert stiller en lang række spørgsmål, og hans storebror besvarer hver og ét, alt imens han undviger eksplosioner og projektiler på computerskærmen med hurtige tryk på tastaturet og kalkulerede ryk med musen.

Klare spilleregler giver tryghed

Ifølge Valdemars forældre har han svært ved at tolke de mange usagte sociale spilleregler. Derfor foretrækker han at interagere med andre børn gennem bestemte aktiviteter, hvor der er en række klare regler for, hvordan man skal opføre sig.

En sådan aktivitet har han især fundet gennem computerspil, hvor han kan deltage i sociale fællesskaber inden for trygge, velkendte rammer. En af pædagogerne i hans fritidsklub har især lagt mærke til Valdemars interesse for computerspillet Overwatch, som er et holdbaseret skydespil, hvor to hold af seks spillere kæmper imod hinanden med karakterer, der har hver deres unikke egenskaber. Pædagogen har startet et hold af børn fra fritidsklubben, som tager udgangspunkt i Valdemar.

Søren Svane Strange Rex, som er far til Valdemar, mener at Overwatch-holdet har forbedret hans sociale evner.

“Holdsport har aldrig været en succes, det er forvirrende for ham og så melder han sig ud. Det er først da han fandt gaming, at vi oplever ham indgå i et fællesskab, hvor han deltager på lige fod med de andre børn”

Valdemars mor, Anne-Sofie Svane Strange Rex, har også oplevet en forbedring af hans evne til at kommunikere med andre mennesker.

”Han er blevet bedre til at modtage en besked og svare på den, imens han er fordybet i en aktivitet, hvilket tidligere har været meget svært for ham”

Computerspil som social læringsredskab

Ifølge Ask Rasmussen, som er psykolog og kursusholder hos Center for Autisme, er online computerspil en effektiv måde, hvorpå børn og unge med autisme kan lære vigtige sociale egenskaber.

”Når børnene kender de grundlæggende regler i spillet og forstår aktiviteten, er det langt nemmere at putte sociale elementer og social træning ind”, siger psykologen, som er ved at videreuddanne sig til specialist i børneneuropsykologi.

Han har gennem sit arbejde erfaret, at mange børn og unge med autisme er socialt interesserede, men at de oplever mange nederlag, fordi de er begrænsede af deres manglende sociale forståelse. Derfor er det en værdifuld social balancegang, at de kan danne tætte venskaber gennem computerspil fra hjemmets trygge rammer.

Nogle computerspil er mere sociale end andre

På trods af de mange gode egenskaber som computerspil rummer, er der stadigvæk en meget skeptisk indstilling til dem, især blandt forældre.

I 2018 offentliggjorde World Health Organisation, at spilafhængighed blev en del af deres officielle diagnosehåndbog. WHO betragter et overforbrug af spil som en afhængighed ligesom ludomani og alkoholmisbrug.

Ifølge Ask Rasmussen er mange forældre nervøse for deres børns spilforbrug, og frygter, at det kan have en skadelig effekt. Han mener, at denne frygt for computerspil ofte skyldes et manglende kendskab til de spil, som deres børn bruger så meget af deres fritid på.

”Jo mere man ved om noget, desto mindre tilbøjelig er man til at se det som et fjendebillede. Mange forældre fortæller, at deres barn bruger for meget tid på computerspil. Men ret ofte kan de ikke engang nævne hvilket spil, når jeg spørger dem. De ved ikke, hvad det går ud på, hvad barnet får ud af det og om han spiller sammen med andre og har en fast gruppe af venner gennem spillet”

Ifølge Ask Rasmussen er det nemlig ikke alle spil, som er lige positive for udviklingen af børn og unges sociale kompetencer.

”Helt overordnet så er alle spil, der ikke indebærer noget socialt eller en form for kontakt og forhandling med andre spillere det mest problematiske”, siger psykologen.

Et virtuelt nederlag giver mange sociale gevinster

Det er ved at være sent hjemme hos Valdemar, og lillebror er allerede blevet puttet af mor. Nu er det Valdemars tur. Far stiller sig et stykke bag ham med armene i siden og iagttager ham et øjeblik, hvorefter han lægger armen på sin søns skulder, som et tegn på at det er sengetid. Han har dog lært, at man ikke bare stopper midt i et spil, da det forringer ens online-rangering og ødelægger det for de andre spillere på holdet. Valdemar spiller på et forholdsvist højt niveau, og han har ført fritidsklubbens hold til sejr, hver eneste gang de har mødt andre lokale hold fra Aarhus.

Denne onsdag aften står der dog ”Defeat” med store, rødglødende bogstaver på computerskærmen. Valdemar trækker på skuldrene og roser sine holdkammerater over spilchatten. Før i tiden kunne et nederlag i en kamp så tæt som denne have resulteret i en ødelagt computerskærm. Men ikke længere.

”Det er, hvad der kan ske. Man skal ikke græde over at man dør, man skal grine over, at man fik lov til at leve”, siger Valdemar igen, imens han slukker for computeren.