En 18-årig mand var den 20. november anklaget for grov vold og ulovlig brug af peberspray på TemaBar Vejles toilet. Han hævder at have handlet i selvforsvar mod en gruppering af truende mænd. Den forurettede har, ifølge ham selv, ingen kendskab til nogen form for voldelig gruppering, og kan i øvrigt ikke huske, hvordan han endte på toilettet i første omgang.

Af Emil Borup Rokkjær

Der er ikke meget de tilstedeværende var enige om, en onsdag eftermiddag i retten i Horsens. En ting var dog indiskutabelt, en ung mand blev den 19. maj pebersprayet og slået i hovedet på diskoteket TemaBars toilet. Episoden blev fanget af et overvågningskamera, der tydeligt viser hele forløbet, det er dog det underlæggende motiv, der er stor uenighed om.

Det er en 18-årig ung mand, der er tiltalt for grov vold og overtrædelse af våbenloven, der angiver, at peberspray kun må benyttes som selvforsvar inden for hjemmets fire vægge. Den unge mand erkender at have overtrådt våbenloven, men nægter sig skyldig i anklagen om grov vold, da han påstår at have slået den forurettede i selvforsvar.

”Jeg stod til at få en ordentlig røvfuld, og det fik jeg også at vide fra alle sider af”, siger den tiltalte, og beskriver en gruppering af mænd fra Vejle, som i en længere periode skulle have truet ham med tæsk. Denne gruppe var, ifølge ham selv, til stede på toilettet den aften på TemaBar i Horsens. Han mener at den forurettede var en del af grupperingen.

Modstridende udsagn

Overvågningsvideoen viser øjeblikket, hvor den forurettede henvender sig til den 18-årige mand. I takt med at situationen eskalerer, og armbevægelserne bliver større, udveksles der nedladende fagter og handlinger mellem dem. Hånlige klap fra den tiltalte modsvares med en svedig hånd, der tørres af i den tiltaltes trøje. Flere mænd samler sig om skænderiet.

”Der er efterhånden trængsel på herretoilettet”, siger forsvarsadvokaten med en tyk, jysk dialekt, imens han ser på overvågningsbillederne. Han mener, at gruppen af mænd, som efterhånden har omringet de to, er den forurettedes venner, og at de truer hans klient med tæsk. Den forurettedes vidneudsagn, maler dog et modstridende billede af situationen. Han hævder kun at kende en enkel af mændene, som var til stede på toilettet.

Han husker ikke meget fra aftenen, hvilket tydeligt kommer til udtryk imens både forsvarer, anklager og dommer forsøger at spørge ind til episoden. Han husker ikke at have talt med den tiltalte, han husker ikke engang at have gået ind på TemaBar. Det eneste han husker, er en brændende fornemmelse i øjnene og en knytnæve på kinden efterfulgt af halvanden time, lænet over en vask, i et desperat forsøg på at skylle smerten i øjnene væk.

En eftermiddag fyldt med forvirring og modstridende udsagn gør pludselig holdt. Klokken er 15:30 og dommeren vil hjem. Retssagen fortsætter den 12. december klokken 13.