Aarhus Universitetshospital har 10.000 ansatte og er den største hospitalsenhed i Jylland. Her drejer det sig dagligt om liv og død, og det er derfor vigtigt, at kommunikationen mellem afdelingerne fungerer upåklageligt.

Af Emil Rokkjær

Ligesom menneskekroppen er afhængig af en klar kommunikationsvej mellem organerne, er det på Aarhus Universitetshospital essentielt, at de forskellige afdelinger arbejder som én velfungerende organisme. I denne analogi, ville akutkoordinationen i så fald være hjernens frontallap, som står for kroppens adfærd, planlægning, bevægelse og tale.

Mette Bardino er akutsekretær på Aarhus Universitetshospital. Hun er ansvarlig for kommunikation mellem hospitalet og HEMS, der er den landsdækkende akutlægehelikopterordning. Fra hendes kontor i hjertet af hospitalet, sørger hun og hendes kollegaer for at koordinere helikopterlandinger, tilkalde de relevante speciallæger og give de forskellige afdelinger besked om, hvornår patienterne ankommer.

”Der er aldrig to dage, som er ens, men der er som regel et højt tempo. Vi har nogle gange fire helikoptere på vej mod den samme landingsplads, hvor akutafdelingen i forvejen er fuld. Så tænker man nogle gange, fuck, går det nu. På de dage kan man godt mærke adrenalinen pumpe rundt i kroppen.”

Personalet ledsages altid af en sikkerhedsgodkendt serviceassistent. (th) Når helikopteren lander, står serviceassistenten og en sikkerhedsvagt klar med brandudstyr i tilfælde af en ulykke. Til højre ses akutsekretær Mette Bardino.

En omskiftelig og adrenalinfyldt hverdag

Akutafdelingens helikopter-landingsplatform er en af to helipads på Aarhus Universitetshospital. Den befinder sig 34 m over jorden og er bygget som en gitterkonstruktion oven på et af hospitalets p-huse. Den er bevidst placeret højt oppe, så både lægehelikoptere og militærets store EH101 Merlin-redningshelikoptere, kan lande uden at forstyrre resten af hospitalet.

Som nervebaner i hjernen, der arbejder på højtryk for at bearbejde kroppens signaler, er der et mylder af mennesker i akutkoordinationen. De går ud og ind af rummet med hastige skridt, og taler med reddere, sygeplejersker og lægepersonale over høretelefoner. Langvæggen er fyldt med store tv-skærme, tre på langs og fire på tværs. De viser de planlagte patientankomster, hvilke ambulancer og helikoptere der er i rute og videoovervågning af hele bygningen. En enkelt oppe i venstre hjørne, viser Special Victims Unit på Kanal 5, uden lyd, selvfølgelig.

Akutafdelingen har en klar rangorden, da det er vigtigt med et overblik over de mange patienter og medarbejdere. Akutkoordinationen har en koordinerende sygeplejerske og en akutlæge, som sørger for at uddelegere de mange opgaver, der oftest opstår uden varsel.

”Akut opståede situationer er noget, der ikke kan vente til i morgen. Det med at være lægens sekretær er en uddød race. Vi har mere en blækspruttefunktion, og derfor er det vigtigt, at vi holder os opdateret.”

For Mette Bardino giver det store ansvar og de omskiftelige arbejdsopgaver noget ekstra i hverdagen. Det stressende arbejdsmiljø påvirker hende ikke, men når tingene ikke går efter planen, kan nederlaget stadig påvirke hende efter fyraften.

”Når det hele lykkes, er det den fedeste følelse, og adrenalinen er helt i top. Men når tingene går galt, er det noget jeg tager med hjem med følelsen af, at det fandeme var en lortedag.”

Før akutafdelingen flyttede fra Nørrebrogade til Skejby i 2018, var det en stor udfordring at fragte patienter med helikopter. ”Vi lukkede simpelthen Randersvej af, og så måtte helikopteren ellers lande midt i krydset”, siger Mette Bardino, som har arbejdet på Aarhus Universitetshospitalet i over fem år.

Koordinering og patientprioritering

Akutkoordinationen råder over et begrænset antal ambulancer og helikoptere. Derfor er de afhængige af et hurtigt og effektivt system, der kan bestemme hvilke patienter, som skal prioriteres i situationer med manglende ressourcer. Derfor benytter de sig af et såkaldt traumemeldeskema, som alarmcentralen bruger til at placere patienten på en skala, der vurderer, om der er behov for udrykning.

Ifølge Lisbeth Bjerre, som arbejder i akutkoordinationen og er tidligere alarmoperatør, har vagtcentralen 60 sekunder til at placere patienten i traumemeldeskemaet og viderebringe det til akutkoordinationen. Derefter tager akutlægen den endelige beslutning om, hvorvidt der skal sendes et køretøj.

Traumemeldeskemaet inddeler skader i et pointsystem, hvor to point udløser en udrykning. Har en ældre dame slået hovedet, og samtidigt er på blodfortyndende medicin giver det f.eks. to point. Skemaet er det eneste, akutlægen kan bruge til at vurdere, om der er behov for et traumekald, hvilket gør det svært at vurdere en skade over telefonen.

”Vi har jo ikke noget at kigge på. De mennesker som står derude, er oftest fuldstændigt blanke i forhold til den her verden. Nogle gange spørger du bare, om den tilskadekomne trækker vejret, hvor personen i telefonen bare svarer, ’jeg er sgu da ikke læge”.

Redigeret af Frederikke