Af Emil Borup Rokkjær

Klokken er 7:00, og Katrine står op. Hun skynder sig gennem morgenrutinen og lister derefter afsted, til det nogen ville kalde arbejde. Hun skal ikke langt, for i selv samme bygning bor Nikolaj, som hun bruger meget tid sammen med.

”Hver morgen gik jeg ned til Nikolaj og vækkede ham. Han var altid vågen og lå og grinede for sig selv, bare mega klar til at komme op og i gang. Han var spastiker og var måske en fire-fem år i hjernen.”

Katrine er i foråret 2018 elev på Egmont højskole. En særlig højskole, som lægger vægt på samvær mellem voksne, også voksne med særlige forudsætninger. Skolen huser i alt 200 elever, hvoraf 50 lider af et handicap og har brug for omfattende personlig hjælp. Denne hjælp kommer fra andre højskoleelever, der sideløbende med deres eget højskoleophold, er ansat til at hjælpe deres handicappede medstuderende.

Katrine Mengel er, hvad skolen betegner som en assistent, hvilket betyder at hun er ansat af en borger, Nikolaj, til at hjælpe ham med hans særlige behov. De laver dog også mange andre aktiviteter sammen:

”Vi kunne tage ind til Aarhus og hygge, eller bare være derhjemme og se film i sengen, vi så rigtigt meget Lykkehjulet. Om aftenen puttede jeg ham, og så havde jeg fri der ved 10-tiden,” siger Katrine Mengel, som stadig i dag, et år efter hendes højskoleophold, ser meget til Nikolaj.

Selvom Nikolaj egentlig var Katrines arbejdsgiver på højskolen, betragtede hun det aldrig som noget, der stod i vejen for et venskab:

”Jeg nød vores tid sammen, det føltes bare som at gå på højskole, og blive betalt for at hænge ud med, hvad der nu er en af mine bedste venner.”

Det var dog ikke alle, som havde den samme oplevelse. Assistenterne er ansat af højskolen som handicaphjælpere, og ligesom alle andre arbejdspladser, er tætte relationer ikke en selvfølge.

”Der var nogen, som ikke havde den samme kemi, med dem de arbejdede med. Derfor kunne det nogle gange ses som en byrde, når de skulle på arbejde.”

Det var heller ikke alt, der var ren idyl, når Katrine skulle hjælpe Nikolaj. Der var også nogle lorteoplevelser:

”Den første gang jeg skulle tørre røv på en voksen mand, kastede jeg op i skraldespanden. Senere blev det bare rutine, men det var en ærgerlig situation, både for ham og mig.”